Beslutningsprotokol 23/10 2019

Menighedsrådsmøde i Vor Frue – Vindinge Sogns Menighedsråd

Onsdag d. 23. oktober 2019 kl. 19.00 i Sognegården

Til stede: Else-Marie Høgstrup, Erik Johannes Larsen, Heidi Frost Andersen, Sofie Frost Bondorf, Jeanett Bruntse-Olsen, Mette Rasmussen, Karina Ankjær Johansen, Seth Johnn Fjeldsted, Brian Jimmy Nielsen, Marianne Lauritzen, Bodil Frantsen

Afbud: Thomas Feddersen, Mona Sørensen

Referent: Martin Gundersen

1. Godkendelse af dagsorden:

Marianne ønskede at få tilføjet et lukket møde på dagsorden.

Punkt 14: Lukket møde blev tilføjet og dagsordenen blev herefter godkendt.

2. Godkendelse af beslutningsprotokollen fra sidste møde, samt underskrift:

Beslutningsprotokollen blev godkendt og underskrevet.

3. Kvartalsrapport 3. kvartal:

Kvartalsrapporten blev gennemgået og drøftet.

Med nedenstående bemærkning, som bliver indsendt med kvartalsrapporten, blev kvartalsrapporten herefter godkendt og underskrevet af formand og kasserer.

Kvartalsrapporten er blevet godkendt med følgende bemærkninger:

Ligningen vedrørende 3 kvartal til Folkekirkens skoletjeneste ”SKIBET” er først modtaget 23/10 2019 fra Roskilde Domprovsti på kr. 196.000,00.

Dette er årsagen til at vores ligning pr. 30/9 2019 kun ligger på 71,45 % og ikke 75 %.

4. Likviditetsbudget:

Likviditetsbudgettet blev gennemgået og drøftet.

5. Endeligt budget 2020:

Budget 2020, mærket:

Vor Frue-Vindinge Sognes Menighedsråd, CVR-nr. 21683728, Budget 2020, , Endelig budget afleveret d. 22-10-2019 10:47

blev forelagt, gennemgået, drøftet, godkendt og herefter underskrevet.

6. Orientering:
    • Formanden:
      - Efterårsbrev fra SKIBET er udsendt med dagsorden til menighedsrådsmødet og  Erik henledte opmærksomheden på denne store stigning i klasser der er tilmeldt kirke/skoletjenestens projekter.
       

    • Præsten:
      Sofie:

      - Sofie fortalte lidt om årets Halloween projekt og gav udtryk for hvor dejligt det er at Menighedsrådet bakker op med mange hjælpere på selve dagen.
      - Stiftbladet vil gerne have en artikel om vores Halloween i deres næste blad.
      - Der er samlet en lille lokalhistorisk gruppe i Vor Frue, som arbejder på at skrive noget om byens historie. Sofie har holdt møde med gruppen, som Jørgen Gybel er tovholder for.
      - Juletræet ved Samlingsstedet tændes d. 30/11 2019. Der spørges om der kan blive sat et rør fast i jorden, så der ikke skal graves hvert år. Johnn sørger for dette.
      - Ligeledes ved sognegården bliver der nedsat et rør. Johnn sørger også for dette.
      - Spejdergruppen er nedlagt i Vindinge. Juletræs salget overgår til idrætsforeningen og Sofie har givet dem lov til at kunne sælge på samme præmisser som spejdergruppen havde.

    • Kontaktperson:
      - Intet at berette.
    • Aktivitetsudvalg:
      - Vi har haft møde i dag. Julearrangementerne blev pudset af.
      1/12 2019 er der gudstjeneste og efterfølgende brødauktion.
      4/12 Klippe/klistre eftermiddag i Samlingsstedet med Seniorkoret.
      11/12 Julekoncert i Vindinge og 15/12 Julekoncert i Vor Frue.
      - Vores foredrag i Kulturcenteret bliver d. 4/2 2020.
      Du som er i himlen v/ Pernille & Poul Offersen.
      - Forårets programmer arbejdes der på.
      - Sogneudflugt ønsker vi ideer til.
       
    • Kirkegårdsudvalg:
      - Intet at berette.
       

    • Kirkeværge:
      - Juletræer til kirker, Samlingsstedet og sognegården er bestilt.
      - Skal vi have 3. søndag i advent med æbleskiver igen i år? Nu sammen med idrætsforeningen. Der var enighed om at det var en god ide. John er ansvarlig for arrangementet.
       

    • Kasseren:
      - Intet at berette.
    • Medarbejderrepræsentant:
      - Heidi har haft besøg af en konsulent fra dansk kirkebelysning. Heidi informerede om priser, besparelser, vilkår for et eventuelt skift til LED pærer.
      - Barselstræf er blevet afholdt med færre deltagere end tidligere. Heidi har arrangeret et barselstræf mere d. 12/11 og så må vi se om det skal slutte der.

7. Låge i ny kirkegård og P-plads:

Erik informerede om status på de 2 projekter.

- Ny indgang/låge på den ny kirkegård i Vindinge er godkendt af stiftet og sat i gang.

- P-plads på Kærvej er også godkendt af Stiftet, men der afventer vi en godkendelse fra kommunen før det bliver sat i gang.

8. Madlavning i Vindinge kulturcenter, overskud:

- Overskuddet blev på kr. 4.003 som går til Hanne Mariehjemmet.
Flot arbejde af alle og især ros til Gurli.
Det blev besluttet at Erik kører ud til Hanne Mariehjemmet og overrækker dem en check på beløbet. Der blev opfordret til at Mona tog med derud. Erik kontakter Mona.

9. Ændring af regulativ for brug af Samlingsstedet:

Der har været tvivl om beskrivelsen ”fødselsdage” dækkede over at man må holde både børne- og voksen fødselsdage i Samlingsstedet. Vi besluttede at der godt må holdes børnefødselsdage i Samlingsstedet så længe det ikke er til gene for andre arrangementer i Samlingsstedet.

10. Ordensreglement for kirkegårdene:

Da vores ordensreglement for kirkegårdene har en del år på bagen og der har været en del snak om blandt andet ”Børn på kirkegårdene uden voksne” blev emnet taget op og drøftet.

Menighedsrådet besluttede at det skulle være tilladt at børn må være på kirkegården uden voksne.

Der blev også opfordret til at personale, menighedsråd og andre i større grad bør tage kontakt til eventuelle børn som ikke tager hensyn til stedets karakter.

Det blev besluttet at det forslåede skilts layout til kirkegårdene skal bruges. Dog med enkelte rettelser i teksten. Martin udfærdiger nyt forslag til godkendelse.

11. Mødedatoer for MR-møder i 2020:

Bilaget med forslag til mødedatoer blev drøftet og Erik informerede om at der var forsøgt at tage hensyn til onsdagene, men at vi havde taget fejl af hvilke onsdage der var problematiske.
Efter drøftelserne blev det besluttet af vi fremadrettet laver et ”rul” sådan at møderne hele tiden kører tirsdag, onsdag, torsdag, tirsdag, onsdag ….. osv.
Vi planlagde derefter datoerne for hele 2020 og der blev så vidt muligt taget hensyn til alles ønsker, til helligdage og til budget og regnskabs godkendelser som har deadlines vi skal overholde.

Tirsdag d. 14/1 i Vindinge
Onsdag d. 26/2 i Vor Frue
Torsdag d. 12/3 i Vindinge
Tirsdag d. 21/4 i Vor Frue
Onsdag d. 27/5 i Vindinge
Torsdag d, 18/6 i Vor Frue
Tirsdag d. 18/8 i Vindinge
Onsdag d. 30/9 i Vor Frue
Torsdag d. 29/10 i Vindinge
Tirsdag d. 17/11 i Vor Frue
Som informeret i bilaget er der følgende 2 dage som er vigtige at få noteret sig i 2020:

Tirsdag d. 12/5 Offentligt orienteringsmøde – valg 2020.

Tirsdag d. 15/9 Valgforsamling – valg 2020.

12. Aktionsliste:

Det blev besluttet at renovering af Samlingsstedet skal tilføjes aktionslisten.

På næste menighedsrådsmøde skal det på dagsorden, så vi der kan beslutte hvem som skal være tovholder på projektet.

13. Eventuelt:

- Johnn har været til Lokalrådsmøde sammen med Jeanett. Positivt at der var en politimand ude

  og sige at der var få indbrud og mindre hærværk i Vindinge end andre steder.

14. Lukket møde:

Kontaktpersonen orienterede om udviklingen på Vor Frue kirkegård, efter det sidste lukkede møde på menighedsrådsmødet d. 26/9 2019.

Næste møde: Tirsdag d. 26/11 2019 i Samlingsstedet