Vindinge Kirke - 150 års jubilæum
Den 18. juli 1875 festligholdt Vindinge indvielsen af sin nye kirke. Men allerede året tidligere, den 6. juli 1874, havde man på stedet for den nedrevne middelalderkirke fejret grundstensnedlæggelsen med indlagt minde-blad for begivenheden og en sølvmønt med billede af kong Christian den 9. Grundstenen blev lagt på stedet for det nye alter, der ligesom resten af kirken blev placeret nogle meter nordligere, end det gamle.
Efter grundstensnedlæggelsen samledes de indbudte i skolen vest for kirkegården (Tingvej 23). Skolestuen - skolens eneste - var pyntet med blomster og grønt. Herredsfoged Eberling optrådte på stiftamtmanden, baron Bille Brahes og biskoppen, dr. teol. H.L. Martensens vegne. Han udbragte en skål for kongen, og sognepræsten pastor Kruse udbragte en skål for justitsråd Friis, der her som ved mange andre lejligheder søgte at hygge og frede om kirkebygningerne. Begivenheden blev dækket af Roskilde Tidende, der var begyndt at udkomme året før.
Den 18. juli 1875 var byen igen klar til fest. Beboerne havde prydet indgangen til kirkegården med smukke løv-buer, og gangen herfra op til våbenhusdøren med guirlander af løv og blomster. Tvende unge piger i sognet havde skænket en smukt broderet alterdug. Biskoppen over Sjællands stift (H.L. Martensen (1854-84)), provsten i Ramsø-Tune herred (Poulsen) og 4 af samme herreds sognepræster droge i spidsen for en fra skolebygningen udgående procession til kirken, hvor førstnævnte efter en stemningsfuld tale indviede denne. Sognepræsten til Reerslev og Vindinge (Johan Hermann Kruse (1868-91 - står først på den nye præstetavle)) prædikede derefter smukt og varmt over dagens evangelium.
Festen endte igen i skolelokalet med kongetale, takketaler og biskoppens lykønskning til menigheden med dens smukke kirke.
Men hvorfor skulle der bygges en ny kirke?
I århundreder var kirketienden fra Vindinge gået til aflønning af præster ved Roskilde Domkirke. De havde derfor vedligeholdelsespligten, men den blev ofte forsømt. Og kirkesynsprotokollernes jævnlige synsforretninger forekommer ret lemfældige.
Men i 1869 skete der noget. Vindinge og 12 andre landsbykirker i Roskilde og omegn blev samlet under stiftsøvrighedens - stiftamtmandens og biskoppens - tilsyn i et ejerfællesskab, bestyret af stiftsskriveren i Roskilde, justitsråd Steen Friis. Herefter var det Steen Friis, der kørte showet.
Ved kirkesynet 1870 mente synsmændene, at kirken om ikke lang tid må undergå en gennemgribende hovedreparation. Heri var justitsråd Friis enig. Synsmændene, som Friis var enig med, var Roskildes to største håndværksmestre, tømrermester Weber og murermester Schumacher, som sammen senere fik entreprisen på byggeriet af den nye kirke. Der fandtes dengang ingen udbudsregler.
Ved synet året efter understregedes kirkens sørgelige økonomiske forfatning, og i foråret 1872 udtalte stiftets bygningssagkyndige, arkitekten, etatsråd Herholdt - som senere tegnede den nye kirke - at en ny kirkes opførelse både af økonomiske og andre grunde er at foretrække for en hovedreparation. Derefter erklærede synsmændene, at da kirken i det hele er så brøstfældig, at den ikke længere kan henstå i sin nuværende tilstand, måtte de kræve en afgørelse inden årets udgang. Det fik de ikke og forlangte så på synet den 11. juni 1873, at kirken blev lukket, hvis der ikke skete noget inden den 1. august.
På det tidspunkt havde Steen Friis allerede anbefalet kirkebyggeriet og henstillet, at der ydedes økonomisk hjælp af stiftskirkernes midler. Det krævede Kirkeministeriets godkendelse, og ministeriet anmodede den 29. marts om en skitse og et overslag over, hvad en ny kirkebygning så nær som muligt overensstemmende med den gamle i dimensioner og udseende som muligt ville koste – udarbejdet efter samråd med arkitekt Herholdt.
Den 28. marts 1874 godkendte ministeriet projektet med den nærmere bestemmelse, at tårnet, som altså vil få den ovenanførte ved vore landsbykirker sædvanlige form, bliver ca 2. alen (ca. 1,25 m) højere, for at det kan blive lige så højt, som det nuværende. Man har åbenbart vidst, at der ville blive fjernet så meget af den banke, kirken havde stået på - med eventuelle stolpehuller efter trækirker - at den nye kirkes fundament kom til at ligge halvanden alen dybere end den gamles.
Kirkens egen kasse kunne kun bidrage til den anslåede udgift på 17.268 rigsdalere med 500 rdl., resten måtte klares af stiftsøvrigheden.
Den 30. marts kunne man meddele sognepræsten i Reerslev-Vindinge, Johan Hermann Kruse, at nedbrydningen ville starte den 7. april. Dagen efter, som var 2. påskedag, kunne Kruse meddele menigheden, at det var den sidste gudstjeneste i den gamle kirke.
Vindinge Kirke var den eneste af de 13 stiftslandsbykirker, som måtte lade livet. De øvrige, deriblandt Himmelev og Reerslev kirker, kunne klares med omfattende reparationer.
Politisk krise og kamp om kirken i Danmark
Beskrivelsen af kirkebyggeriet tegner et harmonisk billede af Danmark i 1870’erne, som ikke svarede til virkeligheden. Heller ikke i Vindinge.
Efter katastrofen i 1864 med tabet af hertugdømmerne Slesvig og Holsten var Danmark i knæ. Ved udgangen fra kirken hænger stadig på sydmuren den mindetavle, som regimentskammeraterne satte i den gamle kirke over den 31-årige søn fra Lysegård, Peder Nielsen, som faldt ved Dybbøl.
Den nogenlunde demokratiske forfatning fra 1849 skulle nu ændres til kun at gælde for det stærkt formindskede Danmark. Efter 1864 fik de konservative (Højre) overtaget over for de liberale. Derfor blev den “reviderede” grundlov af 1866 et demokratisk tilbageskridt. Af de to kamre, Folketinget og Landstinget (til 1949), fik det sidste “privilegeret” valgret: Af de 66 medlemmer var 12 valgt af kongen (dvs. regeringen) på livstid, byen København valgte 7, og resten valgtes af de største skatteydere, først og fremmest de store jordejere.
I Folketinget, som stadig var valgt ved almindelig stemmeret, fik Venstre flertal i 1872, og derefter startede “forfatningskampen”: Venstres kamp for folketingsparlamentarismen. Kampen afsluttedes først i 1901.
Samme år, som kirken blev indviet (1975), dannede hovedarkitekten bag den reviderede grundlov af 1866, J.B.S. Estrup, sin første konservative regering.
Da Venstre i Folketinget blokerede for finanslovens vedtagelse i 1877, regerede Estrup videre på “provisoriske”, midlertidige finanslove, som især omfattede Københavns befæstning. Kongen belønnede ham med Elefantordenen!
I 1885 forsøgte en typograf et skudattentat mod Estrup. Skuddet ramte ikke, og det næste prellede af på en knap i hans frakke. Estrup svarede med at oprette “det blå gendarmerikorps” til opretholdelse af ro og orden. Det blev samme år forbudt lærerne at deltage i de riffelforeninger, som blev oprettet rundt omkring i landet, og året efter blev det forbudt at bruge skolelokaler til politiske møder.
At beslutningerne omkring Vindinge Kirke blev taget ovenfra, kan således ikke undre, og de lokale aktører havde ingen indvendinger. Skolelærer Flor Mathiasen (1962-85), som lagde skolestue til festlighederne, havde sognepræsten som sin overordnede. Og pastor Kruse (1868-91) var sognets sidste højkirkelige præst og gik ind for præste- og bispeautoritet.
Biskop Martensen (1854-84) var et kapitel for sig. Han havde i en lille bog kort forinden taget afstand fra den moderne, jødiske(!) liberalisme og demokratiet – thi øvrigheden er af Gud, og fuld folkesuverænitet er mod skabelsesordningen. Folkeskolen skulle helt ledes af kirken og hvile på religion og modersmål, udvikle “det religiøse organ” og ikke give for mange “verdslige kundskaber”.
Konflikten kulminerede i 1885, da Venstres leder, Folketingets formand Christen Berg, nægtede at tale på et møde med 3000 mennesker i Hobro, før den lokale politimester havde forladt tribunen. Berg blev derfor sendt 1/2 år i fængsel. Viggo Hørup sad 1889-90 tre måneder i fængsel for i sin avis at have angrebet en omstridt dommer.
I 1880'erne måtte pastor Kruse desuden døje med en af 1800-tallets mange “gudelige forsamlinger”, der ikke alle kunne rummes i folkekirken og ofte havde mange småfolk blandt deres tilhængere. Gårdejer og sognefoged Anders Jacobsen og hans kone Johanne var nogle af de religiøst søgende mennesker, som oplevede Vindinge som et åndeligt dødt område. Vækkelserne var på det tidspunkt ofte inspireret fra udlandet, og i Vindinge var det en mørkøvpige, der havde fået “frelsesvished” under et møde med den svensk-amerikanske “evangelist” Frederik Franso. Hos Anders Jacobsen startede hun en søndagsskole i huset for enden af Rosenvang og tilsluttede sig metodisterne. Anders Jacobsen blev leder af den nye, livskraftige menighed “Bethania”. I 2022 vendte menighedens alterkalk med inskriptionen “Bethania Vindinge” tilbage til vores lokalhistoriske forening efter at have været en tur om ad det fynske Vindinge.
Metodisterne var fra starten en torn i øjet på den aldrende pastor Kruse, og da Anders Jacobsen døde i 1890, forbød Kruse klokkeringning ved begravelsen. Men begravelsen på kirkegården kunne han ikke forhindre.
Den nye kirkebygning og dens inventar
Den nye kirkebygning blev ikke helt så nær som muligt overensstemmende med den gamle i udseende. Først og fremmest måtte man opgive at genbruge de fleste af de gamle kridtstenskvadre, som havde en tendens til at udvikle fugt. Og da det gamle tårn og våbenhuset var opført i røde teglsten, blev hele den nye kirke opført i dette materiale. Den største forskel blev nok, at man undlod at hvid-kalke den nye kirke.
Arkitektonisk blev det forhøjede tårn med en svag, men tydelig udkrængning foroven en del af kirkens særpræg og flere gange latterliggjort. Men tårnet gør, at vindingerne til enhver tid på billeder kan genkende deres nyromanske kirke. Tårnets næsten gotiske himmelstræben modsvares af det lille gotiske tårn, “pinaklet”, over østenden af skibet.
De to kirkeklokker, den ældste fra den katolske tid 1526 og den yngste, der var blevet omstøbt i 1688, fulgte med over i den nye kirke.
Det samme gjorde tårnuret. De fleste tårnure i Danmark er fra 17- og 1800tallet, og vores er senest fra begyndelsen af 1700-tallet. Det var blevet fornyet i 1779, men havde stadig urskive af træ, kun en viser og vendte kun mod vest. Det var meget medtaget I 1875 og fik ved flytningen nyt urværk, ny metalskive og to visere.
Da uret i begyndelsen af 1900-tallet igen fik problemer, var der kommet menighedsråd, gode tider for landbruget og stor lokal offervilje. Så det blev muligt at istandsætte uret i 1908 og supplere skiven mod vest med en skive mod øst, så man også fra den nye skole (1904) kunne se, hvad klokken var slået.
Prædikestolen - kirkens fornemste klenodie – fulgte naturligvis med over i den nye kirke. Den er grundigt beskrevet i Vindinge Lokalhistoriske Tidende 10/2003, s. 20-22.
Neden for prædikestolen var der sat plads af til et stueorgel, et
“harmonium”, populært kaldt en ”salmecykel”, fordi luften leveredes med pedaler. Men kirkeministeriet bemærkede, at der selvfølgelig derved ingen udsigt er til anskaffelsen af et sådant. Det blev der dog senere, og orglet fungerede til efteråret 1968, da det nuværende orgel installeredes i tårnrummet, hvor fire bænkerader og lysekronen måtte fjernes for at give plads. Kirkeværgen Holger Andersen donerede halvdelen. Orgelets seks stemmer blev i 1992 udvidet med yderligere seks stemmer.
Lysekronerne var blevet besluttet indført i 1919, da elektriciteten kom til byen. Man anvendte dog længe efter stearinlysestagerne på stolegavlene ved særlige lejligheder, indtil der i nyere tid gik ild i en kvindes hårpragt.
Kalkmalerier. Det havde været planen at male enkle linjer på kirkens sider og hvælvinger. Men det endte med en særbevilling, så løjtnant Sørensen fra Roskilde i foråret 1878 kunne gå i gang med at dekorere hvælvingsbåndene og andre partier af kirken. Dekorationerne blev fjernet og overmalet efter 1950.
Efter planen skulle også stolestaderne, degne- og præstestolen følge med over i den nye kirke, med det måtte opgives på grund af deres “brøstfældighed”. Så de blev fornyet sammen med et nyt alterbord med gulv, gelænder og knæfald.
Et tæppe i gangen mellem stolerækkerne fra begyndelsen af 1890’erne blev fjernet i 1970’erne på teenageorganisten Thomas Solaks foranledning for at forbedre akustikken.
I 1980’erne blev stolestader og prædikestolen totalrenoveret og fik de fine farver, de har i dag. Man ville også gerne have udskiftet indgangsskydedøren i våbenhuset, men Kirkeministeriet sagde nej, fordi der kun var tre kirker med skydedøre i Danmark.
Kirken havde, da den blev nedrevet, en altertavle, som var planlagt at skulle genanvendes. Men det blev opgivet, da alteret var i en sørgelig forfatning efter at være styrtet sammen af sig selv i 1798 og primitivt restaureret i 1857. Efter restaureringen bestod altertavlen af et oliemaleri af Kristus i Gethsemane Have, flankeret af billeder af de fire evangelister. Derfor er det muligt, at det oprindelige alter fra 1672 har haft fire udskårne og bemalede evangelister som del af udsmykningen.
I 1863 blev den figur, som i dag hænger til venstre for korbuen, indsendt til Nationalmuseet, hvor den blev registreret som en af træ udskåren og med oliefarver overmalet apostelfigur, der er hul bagpå og formentlig er fra Chr.
4.s tid samt har været anbragt på et alter eller deslige. Skal der sættes navn på apostlen, kunne han være evangelisten Matthæus. Hans normale symbol er et menneske med vinger, man han afbildes også som her med en åben bog som attribut. I 1975 blev figuren tilbage givet og ophængt i kirken.
Den overlevende evangelist stammede antagelig fra Casper Lubbekes kendte værksted i Roskilde. Herfra stammer også de dele af alteret, som er brugt til kirkens skab. De i planteslyngninger og basrelief udskårne rammer kan have krav på opmærksomhed og vil sandsynligvis blive benyttet til et kirkeskabs dørfelter i den nye kirke, hedder det i synsprotokollen. Skabet stod først i våbenhuset, dernæst i tårnrummet, men blev flyttet til sin nuværende plads ved indgangsdøren, da orglet skulle installeres.
I 1878 opstilledes i stedet det guldbronzerede, zinkstøbte Krucifiks på det nye alterbord. Jesus-figuren er gennem årene blevet mørkere, men har siden 1989 været oplyst af det hvide lændeklæde.
Vindinge kirke har haft fire forskellige døbefonte, i sig selv et vidnesbyrd om, at beslutninger om kirkens forhold i mange år blev truffet i Roskilde af gejstlige og andre smagsdommere.
Som egnens andre romanske middelalderkirker havde vores fra starten en romansk døbefont. Efter alterets sammenstyrtning i 1798 valgte man at kassere den gamle døbefont og udstyre den overlevende apostel med et jernstillads på hovedet, som bar et messingdåbsfad. Den stod i kirken til 1860 og blev i mange år - også i storværket “Danmarks kirker” - kaldt Johannes Døberen. Den har sikkert virket noget skrøbelig, for i 1860 bekostede 2.præsten ved Roskilde Domkirke, pastor Gryner, en ny døbefont af egetræ og afleverede som nævnt 1863 “Johannes døberen” til Nationalmuseet. Egetræsfonten hvilede på løvefødder, var rund forneden, men foroven oval ligesom sit kobberdåbsfad med inskriptionen P.B.1784. Den fulgte med over i den nye kirke, men blev af arkitekt og middelalder-arkæolog J.B. Løffler karakteriseret som et meget uheldigt, i nyere tid anskaffet træskærerarbejde, som imidlertid i den nærmeste fremtid vil blive ombyttet med en af sten huggen font, hvortil forbilledet tages fra den i Thorslunde kirke, et godt, romansk arbejde fra første halvdel af 1100-tallet. Den stod først i tårnrummet, men står siden 1932 ved korbuen.
Historien har en lille tilføjelse. I Vor Frue Kirke i Roskilde står en romansk døbefont af granit af en type, som er almindelig i egnen omkring Roskilde. Den kom først til kirken i 1907, da den tidligere font af træ i barok stil overførtes til Ny Vor Frue Kirke, hvor den stadig står. Det havde været oplagt at anvende den originale romanske font i Vindinge i 1875, men man har nok ikke anet dens eksistens. Så længe ingen ved, hvor den har befundet sig indtil 1907, har man lov at forestille sig, at den er Vindinges oprindelige døbefont. Kirken og fonten er fra samme tid.
Opvarmning Sognegården og graverhuset har for nylig fået indlagt fjernvarme, mens kirken opvarmes af en varmepumpe. Den nye kirke havde fra starten ligesom den gamle ingen opvarmning, i gamle dage klædte man sig ekstra varmt på til gudstjenesterne om vinteren. I 1883 modtog stiftsøvrigheden en “begæring” fra mere end halvdelen af Vindinges beboere med sognerådsformanden i spidsen om at få kirken opvarmet. Der var blevet indsamlet et beløb på 40kr og 25 ører. Det svarede til 2/3 af den beregnede årlige udgift til varme. Det blev besluttet at installere en kakkelovn med tilhørende skorsten i kirken. Den blev anbragt, hvor evangelisten hænger i dag med en skærm foran til at beskytte de nærmest siddende. I 1915 blev ovnen fornyet og stod samme sted indtil kirken omkring 1950 fik elektrisk varmeværk.
“Håbet” Selv om byen havde tre gadekær, hvoraf det på Kærvej tidligere var mange gange større, end nu, har byen jo ingen maritim fortid, som kunne berettige ophængningen af et kirkeskib. Ikke desto mindre, har briggen “Håbet” hængt i kirken senest fra 1930’erne Den blev skænket af Simon Jacobsen, som havde forbindelse med Vindinge gennem sin svoger, parcellist Ingemann Jensen på Østre Vindingevej. Skibet blev bygget af Jacobsen selv, mens han afsonede en fængselsdom, hvad der giver navnet “Håbet” et vist perspektiv.
Efterskrift
Den 18. juli 1925 fejrede man 50-årsjubilæet i kirken og i byens forsamlingshus. I 1975 fejrede man 100-årsjubilæet med præster, provst og biskop Hans Kvist, som prædikede ved en festgudstjeneste med organist Thuner ved orgelet, forstærket af en trompet og en blandet sangkvartet, ledet af Agnete Thuner. Efter gudstjenesten havde menighedsrådet inviteret alle til reception i de nyerhvervede lokaler på Tingvej 12, det senere “Huset”, i dag Sognegården. Enhver, som synes at Vindinge Kirke er et måltid mad og et par timers hyggeligt samvær værd, var velkommen til en lille frokost-sammenkomst i Naturparkens restaurant 12.30 til en pris af 36 kr. excl. drikkevarer.
Forsamlingshuset og Naturparkens restaurant er ikke mere, så det bliver spændende at se, hvor vores nye, kreative menighedsråd sætter os stævne denne gang.
(Artiklen bygger i alt væsentligt på VLT 10/2003, Vindinge kirkes og sogns historie). Vindinge Lokalhistoriske Forening I marts 2025. Helge Land Hansen
- Middelalderkirken fra 1100-tallet med senere tilbygninger som den stod gennem 400 år. Kirken er set fra nord med trappe til tårnet og støttepiller som forstærkning af muren. Mod syd havde våbenhuset samme funktion. - Længen til højre for kirken tilhørte “anneksgården”, den tidligere præstegård, som senest efter reformationen beboedes af en bonde. Præsterne boede på det tidspunkt i Reerslev. Tegning af A. Clemmensen 1873.
2. Kirken under nedbrydning i maj 1874. Bemærk revnen til venstre over korbuen og den ene af helgennicherne i korbuens inderside (til højre for manden med staven).
3. Mindebladet fra grundstensnedlæggelsen den 6. juli 1874.
4. Den nye kirke set fra nordøst (Stærkendevej), tegnet 1876 af A. Clemmensen.Huset på hjørnet af Møllegrunden er det for længst hedengangne “Møllevang”.
5. Vindinge kirke set fra øst og i tværsnit fra syd. De romanske træk er først og fremmest de rundbuede blændinger uden på apsis og tårnet. Pinaklet, det lille, spidse tårn for enden af skibet er et gotisk træk. Bemærk, at kirken fra starten havde vejrhane og lynafleder, men ingen urskive mod øst. (Tegnet 1876 af A. Clemmensen).
6. Plan over kirken fra 1976. I tårnrummet er anbragt den gamle, ovale trædøbefont, som 1880 blev erstattet af den nuværende, der dog først i 1932 blev flyttet op i korbuen. I tårnrummet stod også kirkeskabet indtil det blev flyttet til sin nuværende plads, da orgelet installeredes i 1968.
7. Det ældste kendte fotografi af kirkerummet fra før 1913. Det år blev den gamle kakkelovn, som ses i hjørnet til højre, erstattet af en ny. Dekorationsbåndene udsmykkede rummet 1878 – 1949. Der er endnu ikke elektrisk lys i kirken, og døbefonten står stadig i tårnrummet.
8. Nærbillede af vægdekorationerne fra 1878 og prædikestolen (fra 1589, lydhimmelen er fra o. 1625). Væglysestagen kan svagt anes.
9. Kirkerummet o. 1950. Den store ovn stod der 1913-1950.
10. Kirkerummet kort efter 1950, hvor den store ovn blev erstattet af et elektrisk varmeværk, men før døbefonten blev flyttet fra midten af korbuen ud til sin nuværende placering.
Det er lykkedes fotografen – nok utilsigtet - at få det til at se ud, som Jesus på alteret bærer kirkeskibet “Håbet”, som i dag
hænger på langs i kirken.
Kort efter blev kalkmalerierne fjernet og over kalket.
11. “Den sidste evangelist” fra alteret, som styrtede sammen i 1798. Han står med det jernstillads på hovedet, som til 1860 bar et messingdåbsfad (foto: Nationalmuseet).
12. Middelalderkirkens døbefont? Den står siden 1907 i Gl. Vor Frue kirke i Roskilde.
