Meta og Søren Bork blev begge født i 1841 i Sønderjylland. Meta, der blev døbt Mette Kjerstine Nissen, blev født i Bjolderup, mens Søren blev født i Jels. De mødte hinanden i Tønder, hvor Søren uddannede sig til lærer, og Meta havde plads i huset.

I 1867 fik Søren en fast lærerstilling i Jels, og parret blev gift. De fik børnene Margrethe, Peter, Hans, Anders og Holger. Søren arbejdede senere som lærer i Anslet og Sommersted.

Efter krigen i 1864 kom Sønderjylland under preussisk styre, og myndighederne arbejdede på at gøre området tysk. Det blev derfor stadig vanskeligere at være dansksindet lærer. Meta og Søren lagde ikke skjul på deres danske tilhørsforhold, og i 1884 blev der rejst en sag mod Søren. Han mistede sit arbejde og blev udvist fra Sønderjylland.

Som 43-årig måtte han begynde forfra i Danmark. Familien flyttede til Vindinge, hvor Søren fik arbejde som lærer ved Vindinge Skole. Oplevelserne havde imidlertid taget hårdt på ham, og han døde få år senere. Meta flyttede til Roskilde, hvor hun forsørgede sig gennem blomsterbinding og hattesyning. Alle børnene klarede sig godt.

Fortællingen er skrevet af Pia Sigmund den 11. marts 2017. De tilhørende familiefotografier er modtaget fra parrets oldebarn Pia Sigmund og findes også hos Vindinge Lokalhistoriske Forening på arkiv.dk.

Johannes Vilhelm Wulff blev født i Tune den 8. november 1866. Hans mor, Sidse Pedersdatter, var tjenestepige, og hans far var gårdejer J.W. Wulff. Vilhelm voksede op hos sin moster Ane Pedersdatter og hendes mand Anders Nielsen i Vindinge på Tunevej 1. Anders ejede også jord i Vindinge Lillevang.

Vilhelm giftede sig med Adolfine Karoline Hansen, som var født i Frydendal Sogn. Parret fik tre døtre: Ane Juliane Thora, Wilhelmine Jensine Helga og Karen Sofie Justine Karoline. Den 27. marts 1903 overdrog Anders Nielsen ejendommen på Tunevej 1 og jorden til Vilhelm. Anders og Ane blev boende hos familien på deres ældre dage. Anders døde i 1904, og Ane døde i 1913.

Vilhelm Wulff døde den 22. november 1952, 86 år gammel. Karoline solgte huset til den ældste datter, Juliane, i 1953 og døde selv den 27. marts 1958, 89 år gammel. Juliane blev boende i huset frem til sin død. I 1968 blev ejendommen solgt videre til Villy Risbjerg Jensen. Historien knytter dermed flere generationer sammen og fortæller om en familie, der gennem mange år havde sit hjem i Vindinge.

Ninna og Holger Andersen var engagerede i Vindinges lokale liv og havde begge tilknytning til kirken.

Holger var formand for Vindinge Idrætsforening fra april 1930 til april 1932. Senere fik han en central rolle i kirkens arbejde som kirkeværge, en opgave han varetog fra slutningen af 1950'erne og frem til november 1980.

Ninna var formand for menighedsrådet fra 1969 til 1974. Parret bidrog også konkret til udviklingen af Vindinge Kirke. I 1968 besluttede man at udskifte kirkens harmonium, som stod under prædikestolen, med et nyt orgel placeret nederst i kirken, hvor orglet fortsat står i dag.

Ninna og Holger donerede 30.000 kroner til det nye orgel, mens resten af beløbet blev lånt gennem stiftsmidlerne. Orgelet blev bygget af Jensen & Thomsen i Hillerød. Deres historie viser, hvordan lokalt engagement og personlige bidrag har været med til at forme både kirkelivet og fællesskabet i Vindinge.

Niels Peter Albrektsen købte Ørnemosegård den 1. april 1908, da han var 26 år og ugift. Gården blev tidligere kaldt Husargården, men årsagen til navnet er ukendt. Niels Peter var født i Kildebrønde den 31. marts 1882 og flyttede til gården sammen med to af sine søstre.

Den 29. oktober 1912 blev han gift med Anna Kristine Jensen, som var født på Thorbjerggård i Hvedstrup den 20. februar 1888.

Gårdens historie går længere tilbage. Matrikel 27 havde tidligere hørt under Gjeddesdal og blev udstykket i 1783. Jorden lå ubebygget frem til 1797, hvor en gård i Stærkende blev skilt ad, og bygningerne blev flyttet til Vindinge. Gården blev selveje i 1855. Ørnemosegård fortæller dermed både om familien Albrektsen og om de ændringer i landbruget og ejendomsforholdene, der prægede området gennem flere århundreder.

Hans Jensen var Vindinges første brugsuddeler og havde stillingen fra 1891 til 1893. Før brugsforeningerne blev almindelige, var mange husholdninger i landsbyerne i høj grad selvforsynende. De varer, man ikke selv kunne fremstille, blev købt hos omrejsende handlende eller i købstæderne.

I løbet af anden halvdel af 1800-tallet ændrede handelsvilkårene sig, og i 1880'erne begyndte brugsforeningerne for alvor at få betydning. Også i Vindinge fandtes der handel med dagligvarer før den egentlige brugs. Blandt andet solgte en uofficiel lille butik, kendt som »Johanne Per Skrædders«, varer som hvedebrød, tændstikker og tyggetobak, der blev købt i Roskilde.

Denne lille handel var en del af udviklingen frem mod et mere organiseret lokalt handelsliv med både bageri og købmandsvarer. Historien om Sara og Hans Jensen fortæller således om overgangen fra landsbyens mere selvforsynende hverdag til en tid, hvor butikker og brugsforeninger fik større betydning.

Emil Frederiksen grundlagde Frederiksens Frugtplantage i Vindinge Lillevang i 1905. Plantagen lå på Lillevangsvej 3 og blev gennem årene en del af områdets historie. Emil blev født den 31. januar 1879 på Stensbølgaard i Kyndeløse som søn af gårdejer Johan Frederiksen og Emma Kathrine Pedersen. Han var et af flere børn i en stor søskendeflok.

Emil uddannede sig inden for havebrug. Han gik på Rødkilde Havebrugsskole i 1895-1896 og var senere på Askov Højskole i 1899-1900. Derefter fandt han en mindre, nyetableret ejendom i Vindinge Lillevang, hvor han anlagde frugtplantagen. Hans bror Kristen Julius overtog omkring 1903 familiens gård, som Emil ellers havde familiebaggrund i.

Billeder fra familiens historie viser blandt andet Emil og Stine ved deres sølvbryllup i 1935, Emil sammen med sit barnebarn Poul Emil i plantagen omkring 1950 og plantagen før en senere udvidelse af vejen. Der findes også et luftfoto fra omkring 1975 samt billeder af Poul Frederiksen, der solgte æbler på Stændertorvet i Roskilde i 1970'erne.

Gravstedet fortæller om en familie, hvis arbejde med frugtavl satte sit præg på Vindinge Lillevang gennem flere årtier.

Hans Peder Christensen blev født den 2. januar 1868 i Holtug Sogn på Stevns som yngste søn af arbejdsmand Hans Christensen og Ane Nielsdatter. Han uddannede sig som snedker og bygningssnedker. Hans svendestykke var et skrivebord, som stadig findes i familiens eje.

Efter at have arbejdet som svend og senere mester var han i 1897 registreret som mølleforpagter i Store Heddinge. Den 30. november samme år giftede han sig med Ingeborg Nielsen. Parret fik sønnen Albert den 22. december 1897 og senere Edward i 1902.

Den 5. august 1905 købte Hans Peder Christensen Vindinge Mølle og blev møllens tredje ejer. Møllen var en hollandsk vindmølle, hvor kun hatten og vingerne drejes efter vinden. Den var blevet opført i 1893 af møller Bergø og solgt videre til møller Lars Hansen i 1897, før Christensen overtog den.

Hans Peder døde den 30. november 1915, 47 år gammel. Ingeborg levede videre til den 3. januar 1948. Deres gravsten minder om familien bag Vindinge Mølle og om den betydning, mølleriet havde i lokalsamfundet.

Hørkærgaards familiegravsted samler flere personer fra familien Andersen. På gravstedets sten nævnes Rigmor S. Andersen, som døde i 1980, Helge Søborg Andersen, som døde i 1920, Henning Norup Andersen, som døde i 1990, A. Chr. Andersen, som døde i 1939, og Karen Ki. Andersen, som døde i 1955.

En af de centrale personer i familiens historie er Anders Christian Andersen, født den 15. januar 1879. Han var søn af gårdejer Rasmus Andersen og Bodil Olsdatter på Følhøjgård i Karlstrup. Anders Christian fik en landbrugsuddannelse og tilbragte vinteren 1900-1901 på Askov Højskole, hvor Ludvig Schrøder var en af de fremtrædende skikkelser.

Han skrev mange danske stile under sit ophold, og de er bevaret som vidnesbyrd om hans skolegang og interesser. Familiegravstedet rummer dermed spor af flere generationer og knytter lokale familiehistorier sammen med landbruget og uddannelseslivet omkring århundredeskiftet.

Mindesmærket over Boline og Anton Larsen fortæller historien om Mørbjerggaard, matrikel 11, som var familieejendom gennem seks generationer. Gårdens historie som slægtsgård begyndte, da Peder Hansen overtog den i 1734. Mindesmærket markerer også afslutningen på denne lange historie, da gården blev lukket og jorden udstykket i slutningen af 1960'erne.

Ved udskiftningen af Københavns Universitets gods blev Mørbjerggaard tildelt mere end 80 tønder land god jord syd for gården. Det betød, at gården kunne blive liggende i den sydlige del af landsbyen nær den store landsbydam.

Boline Larsens far, Rasmus Jensen, overtog gården i 1888 i en periode, hvor landbruget oplevede økonomisk fremgang. Fra 1890 til 1894 lod han hele gården genopbygge. Den ældre, firlængede bindingsværksgård blev erstattet af en trelænget gård med murede avlsbygninger og en markant hovedbygning i gule mursten. Hovedbygningen havde kælder under halvdelen af huset, skifertag og tre skorstene. Adgangen til gårdspladsen gik gennem en åbning i en lav mur mod nord.

Gravstedet fortæller både om en gård, der gennem generationer var en del af Vindinges landbrug, og om de forandringer, der satte punktum for gårdens historie som samlet familieejendom.

Dihldalgaard var en af Vindinges ældre universitetsgårde og havde matrikelnummer 10. I kilderne blev gården senest i 1810 omtalt som Merringgaard. Den lå ved den nordlige ende af den store landsbydam nær Kærvej og blev liggende på sin oprindelige placering efter jordudskiftningen i 1802. Gården havde omkring 80 tønder land mod sydøst.

I 1851 blev gården købt af Christoffer Nielsen fra Særløse, der var født i 1821. Da han døde i 1868, overtog enken Karen Sørensdatter, født i 1825, skødet på gården. Hun drev den først alene og senere sammen med sine voksne sønner. I 1880 var sønnerne Niels, Hans og Jens henholdsvis 26, 25 og 22 år gamle.

Samme år overdrog Karen gården til sin mellemste søn, Hans Christoffersen, og hun døde året efter. Hans giftede sig i 1882 med Maren Rasmussen fra Mindstrupgaard. Han og hans yngre, ugifte bror Jens drev i en periode landbruget sammen, men jorden blev senere delt mellem dem.

Hans beholdt gården og navnet Dihldalgaard med halvdelen af jorden, mens Jens fik de østlige 40 tønder land og byggede en ny gård. Jens solgte senere ejendommen til Niels Christensen for 14.000 kroner. Efterfølgende måtte Niels Christensen overdrage den til Niels Larsen fra Skibby ved en fogedforretning i 1896. Historien viser, hvordan gårde og jord gennem tiden blev overdraget, opdelt og drevet af forskellige generationer.

I 1908 flyttede Anna Kristine og Lars Peter Poulsen til Lundbjerggaard med deres tre børn: Otto på syv år, Karen på seks år og Anna Kristine på to år. Familien kom fra matrikel 18 i Lillevang, som tilhørte Laurits Andersens gård, og flyttede nu til en større ejendom.

Efter jordudskiftningen omkring hundrede år tidligere bestod Lundbjerggaards hovedlod af cirka 38 tønder land god jord nordvest for gården. Derudover hørte der omkring 17 tønder mindre god jord mod Reerslev og fem tønder sandet jord til ejendommen.

Sandjorden blev solgt fra i 1916 og blev senere tilplantet med skov, kendt som »Moster Annas skov«. Området er siden blevet en del af Naturparken.

Før Første Verdenskrig købte Lars Peter materialer og hyrede håndværkere til at opføre et nyt stuehus, hvor gårdens gamle tærskelo tidligere havde ligget. På trods af krigen stod huset færdigt i 1916. Det gamle stuehus nord for gården fik derefter en anden funktion: Her boede omkring 25 soldater fra Tunestillingen i de følgende to år.

Historien om Anna Kristine og Lars Peter Poulsen fortæller både om familielivet på Lundbjerggaard og om de fysiske forandringer, der prægede gården i begyndelsen af 1900-tallet.

I 1920'erne var der tre smede i Vindinge. Da smeden Frederiksen ved Ved Kirken 3 døde i 1930, 74 år gammel, opførte Hermann Dahl Jakobsen et nyt smedeværksted på Tingvej 29.

Hermann blev født den 4. juli 1904 i Hørve ved Vallekilde som søn af jernbanearbejder Lars Peder Jakobsen og Marianne, født Nielsen. Han blev uddannet i Hørve og arbejdede senere som smed på Tølløse Gods, hvor han mødte Agnes Marie. Hun var født den 16. marts 1905 og arbejdede som husassistent, men stammede oprindeligt fra Jylland.

Hermann arbejdede siden i Marbjerg og kom i 1929 til Vindinge som svend hos smedemester Jens Jørgen Iversen. Inden han etablerede sig som selvstændig, kørte han rundt til gårdene i området for at sikre sig kunder. Han og Agnes Marie blev gift den 27. september 1931.

I begyndelsen boede parret ovenpå hos Birthe Israelsen på Tingvej 20. Deres eget hjem, et pudset træhus, stod færdigt i 1936. Datteren Anne Lise var født i 1932, og senere kom Jytte i 1937 og Johan i 1943.

Hermann og Agnes Maries historie fortæller om håndværkets betydning i landsbyen og om en tid, hvor den lokale smed spillede en vigtig rolle for både gårde og beboere.

Moesgård, matrikel 14 på Kærvej 15, var den mindste af de fem universitetsgårde i Vindinge. Ved jordudskiftningen i 1802 blev størstedelen af gårdens mere end 67 tønder land samlet sydøst for sognet, mens der kun blev omkring halvanden tønde land tilbage ved selve gården. Derudover fik ejendommen jord i Lillevang, hvilket betød, at der kunne være langt mellem gården og dens marker.

I 1850 lå Moesgård stadig inde i landsbyen. Her boede Ane Willumsens farfar, Niels Jensen, og Ane Rasmusdatter. De skal ikke forveksles med en anden kvinde med samme navn, som blev henrettet på Galgebakken i 1832 for brandstiftelse og mord på en nabogård.

Niels Jensens egen gård var også brændt, men blev genopført længere væk fra vejen. Ved folketællingen i 1850 var Niels 52 år, og Ane var 46. Husstanden omfattede desuden en voksen karl, en tjenestepige og deres sønner Jens Nielsen på 20 år samt de yngre Rasmus på 13, Niels på 10 og Hans på fire år.

Historien om Moesgård giver et indblik i livet på en mindre gård og i de store forandringer af landsbyens jordfordeling, der fulgte med landboreformerne.

Anders Peter Christiansen blev født den 29. december 1871 i Onsved i Skuldelev Sogn. Hans far var smed, men Peter valgte selv bagerfaget. Den 18. oktober 1898 fik han næringsbrev som bager fra Københavns Magistrat.

På det tidspunkt var der allerede to bagere i Vindinge. Sophus Jørgensen havde en lille butik i den sydlige ende af det tidligere røde købmandshus, mens bagermester Johannes Hartmann ejede et bageri lige uden for landsbyen.

Bageriet lå på en grund syd for vejen mod Roskilde. Grunden var på 4.000 kvadratalen, svarende til cirka 1.560 kvadratmeter, og blev solgt af Anders Pedersen fra Lundbjerggaard til Chr. E. Nielsen den 17. februar 1882. Anders Pedersen gav også tilladelse til, at der måtte opføres en vindmølle på grunden, selvom den lå tæt på Lundbjerggaard. Der blev dog aldrig bygget en vindmølle, og bageriet blev i stedet drevet ved hjælp af en dampmaskine.

Historien om bageriet fortæller om udviklingen i Vindinges lokale handel og håndværk i slutningen af 1800-tallet. Bageriet og de øvrige butikker var med til at sikre, at landsbyens beboere kunne købe flere af hverdagens varer lokalt.

Dybings Minde knytter sig til historien om de mindre ejendomme og husmandssteder omkring Vindinge Kirke. Præstegården omfattede allerede i middelalderen en mindre gård, kaldet Anneksgården, med over fire tønder hartkorn. Senere fik den matrikelnummer 28 og lå ved det nuværende Ved Kirken 2 syd for sognegården, hvor den blev bortforpagtet til en fæster.

Området vest og sydvest for kirken rummede også flere husmandssteder uden egen jord. Beboerne ernærede sig blandt andet gennem håndværk og daglejerarbejde for egnens gårde. Her lå desuden skolen, fattighuset, præsteboliger og andre ejendomme med tilknytning til kirken.

Ved jordudskiftningen i 1783 blev præstegårdens jord fordelt på syv matrikler med omkring fire tønder land hver. Grundene lå langs sydsiden af Østre Vindingevej, men det ser kun ud til, at matrikel 30 blev bebygget. Matrikel 28 kom senere til at indgå i det nye skoleområde i 1904.

Historien om området rummer også fortællinger om blandt andre Peder Rasmussen og Marie Olesdatter og om de familier, der boede og arbejdede her. I 1908 blev kirkegården udvidet, fordi den gamle kirkegård var blevet for lille i takt med befolkningstilvæksten og ændrede begravelsesskikke. Der blev også opført et lighuskapel. Udvidelsen blev mulig blandt andet gennem køb af Peder Rasmussens jord, matrikel 30b, og inddragelse af den gamle skolegrund. Skolen havde ligget der frem til 1857, hvorefter området blev brugt som gymnastikplads, indtil den nye skole på Østre Vindingevej åbnede i 1904.

Dybings Minde fortæller dermed om husmandslivet, de små ejendomme omkring kirken og de ændringer, som både landsbyen og kirkegården gennemgik.

På Hans Sønders familiegravsted er også Bodil V. Sønder nævnt. Hun blev født den 12. marts 1910 og døde den 27. juni 1930, kun 20 år gammel. Hun var yngste datter af Hans Morten Jensen Sønder og Johanne Kristine Katrine Sønder, født Vohnsen. Forældrene kom begge fra Besser Sogn på Samsø.

Bodil døde af tuberkulose, som på det tidspunkt var en frygtet sygdom. Før antibiotika blev almindeligt tilgængeligt efter Anden Verdenskrig, var behandlingsmulighederne begrænsede, og sygdommen kostede mange mennesker livet.

Familien var knyttet til ejendommen på Tranebjergvej 12. Ifølge BBR blev gården opført i 1910 og omfattede matrikel 15c samt matriklerne 26q og 26u. Ejendommens historie går dog længere tilbage, til en auktion i 1872.

Matrikel 15 var en af de fire domkirkegårde, der blev liggende inde i landsbyen vest for Herredsfogedgården. Til gengæld fik ejendommen et ekstra jordstykke i den østlige del af sognet nær grænsen til Reerslev. I 1872 omfattede ejendommen over fem tønder hartkorn og cirka 52 tønder land, fordelt på omkring 23 tønder land ved hovedlodden og 28,5 tønder land på en fjernere lod. Udstykningen blev godkendt af Indenrigsministeriet.

Gravstedet rummer således både en personlig fortælling om et ungt liv, der sluttede alt for tidligt, og historien om en gård og dens jord.

Margrethe Karen Marie Jørgensen blev født den 4. december 1895 og døde den 6. august 1984. Hun var datter af Marie, født Jensen, og tømrersvenden Lars Jens Jørgensen. Familien havde fem børn og flyttede til Vindinge i 1905, hvor de bosatte sig i den gamle skolebygning fra 1857. Den nye skole på Stærkendevej var netop blevet indviet den 5. oktober 1904.

Familien boede i den nordlige ende af den gamle skolebygning, hvor der tidligere havde været klasseværelse. Da faderen døde den 11. maj 1916, kun 49 år gammel, flyttede moderen med de yngste børn til et mindre hus på Ved Kirken 11, mens Margrethe kom ud at tjene.

Ifølge Jan Arnts bog Vindingehistorier fra 2016 arbejdede Margrethe som tjenestepige hos skibsreder A.P. Møller. Hun blev gravid og opholdt sig omkring et år på Kvindehjemmet i Hellerup, før hun vendte tilbage til Vindinge med sin lille søn Poul Arne.

I årene efter Første Verdenskrig blev telefonen gradvist mere udbredt. Nogle af gårdene havde telefonforbindelse fra Roskilde, blandt andre Højvanggård, Lysegård og Mejerigården. Det var dog dyrt at føre telefonledninger ud til de mere afsidesliggende gårde, og afstandstaksterne gjorde forbindelserne mindre attraktive. Derfor fik den lokale telefoncentral en vigtig funktion i landsbyen.

Margrethes historie fortæller både om hendes personlige liv og om en periode, hvor telefoncentralen var en vigtig del af kontakten mellem Vindinges beboere og omverdenen.

Villy Jørgen Risbjerg Jensen blev født den 1. juni 1933 og døde den 2. april 2019. Han kendte Vindinge særdeles godt og havde gennem sit liv mange forskellige tilknytninger til landsbyen. Han arbejdede blandt andet i landbruget og med kørsel og vognmandsarbejde, og han boede på flere adresser i Vindinge.

Villy var engageret i det lokale foreningsliv og kendte mange af landsbyens beboere. Hans gode hukommelse og humor gjorde ham til en værdifuld kilde for lokalhistorikere, som kunne trække på hans mange fortællinger og hans store kendskab til området.

Han blev født på Sankt Maria Hospital i Roskilde. Forældrene Dagny og Aksel Jensen, der begge levede fra 1907 til henholdsvis 1993 og 1983, var i mange år værtspar i Vindinge Forsamlingshus. Villys familie havde rødder i landsbyen gennem flere generationer. Hans farfar, skomager Ole Jensen, født i 1880 og død i 1968, boede på Tingvej 2 ved hjørnet af Tingvej og Mejeristræde. Huset er siden delvist blevet erstattet af en moderne villa. Villys oldefar var Hans Jensen, født i 1849.

Villy tilbragte selv sin barndom i den gamle skolebygning fra 1857 på Tingvej 23. Han var dermed tæt knyttet til både Vindinges bygninger, familier og hverdagsliv. At han var fjerde generation af familien på kirkegården, understreger den lange tilknytning til sognet.