Skrevet i 2023 af Karen Folker, barnebarn af Viggo og Grethe Folker og niece til Otto Folker.

Et familiegravsted og minderne om Skalstrupgaard
På Vor Frue kirkegård findes gravstenen over Viggo Folker, Otto Folker og Grethe Folker. Den rå natursten blev fundet på Skalstrupgaards jorder. Skalstrupgaard var rammen om familiens lykkeligste år fra 1922 til 1935. Denne fortælling bygger på mundtlige familiehistorier og nedskrevne erindringer om livet på gården.

Viggo og Grethe Folker
Viggo Ludvig Anker Folker blev født den 1. februar 1890 i Slots Bjergby ved Sorø. Han var søn af Lorentz Christian Severin Petersen og Cathrine Petersen, født Moltesen. Faderen var botaniker, forfatter, lærer og Ridder af Dannebrog.

Karen Margrethe Folker, kaldet Grethe, blev født den 27. august 1895 i Roskilde. Hun var datter af købmand Otto Frederiksen, der opførte Roarsbo på hjørnet af Jernbanegade og Køgevej og drev en stor købmandsgård med kolonialvarer samt handel med korn og foderstoffer. Grethe ønskede en uddannelse trods sin fars modstand og blev farmaceut, hvilket senere fik stor betydning, da hun blev enke som blot 39-årig.

Viggo og Grethe blev gift den 24. januar 1920 i Roskilde Domkirke, og festen blev holdt på Hotel Prinsen. Viggo ønskede at blive gift inden sin 30-års fødselsdag, mens Grethe ville færdiggøre sin eksamen først. Brylluppet fandt sted otte dage før hans fødselsdag.

De første år på Skalstrupgaard
Viggo var proprietær på Skalstrupgaard fra 1922 til 1935. Familien flyttede ind under den strenge vinter 1922-1923 efter at være kommet fra Kildegården på Stevns.

Gården havde hverken indlagt vand eller elektricitet. Vandet blev hentet fra en pumpe på gårdspladsen, lyset kom fra petroleumslamper, og toilettet var et udendørs das. Min mormor fortalte, at familien flyttede med kort varsel midt under storvasken. Da de ankom, var pumpen frosset, og komfuret virkede ikke. Det var en vanskelig begyndelse, ikke mindst fordi Grethe var gravid med min mor.

Efterhånden fik mine bedsteforældre sat gården i stand og skabt en stor landbrugsbedrift.

Gårdens drift og familien
Skalstrupgaard beskæftigede en fodermester, seks karle og ekstra arbejdskraft under høsten. I huset arbejdede både stuepige og kokkepige, og der kom landvæsenselever fra England, hvor Viggo selv havde studeret landbrug.

På gården var der køer, grise, heste, kalkuner, gæs, ænder og høns. Der blev også passet rideheste for købmand Frederiksen. Fodermesteren boede med sin familie ved landsbyens ene gadekær, og et lokalt rygte gik på, at han havde 18 børn, foruden de børn hans ældste døtre selv havde fået.

Viggo og Grethe fik tre børn:

• Johannes, født den 30. juli 1921.
• Birthe, født den 7. september 1923.
• Otto Severin, født den 21. august 1925.

Børnene gik først i landsbyskolen i Vor Frue og senere på skoler i Roskilde.

Landsbyen og gårdens omgivelser
Min mor, Birthe Folker (1923-2014), beskrev Skalstrup som en lille landsby omkring syv kilometer syd for Roskilde på vejen mod Køge. Landsbyen bestod dengang af tre gårde, tre huse og to gadekær.

Den mindste gård var en firlænget, stråtækt ejendom, hvor familien Petersen boede med døtrene Gunvor og Alice. På den mellemste gård boede familien Jørgensen med sønnen Ole, som til daglig blev kaldt Ole Jørn. Min morfar håbede, at Birthe en dag ville gifte sig med ham, så de to gårde kunne drives samlet. Hun var omkring ni år dengang. Den største gård var Skalstrupgaard, hvor Birthe oplevede sin første sorgløse barndom.

Bygningerne, haven og livet inde i huset
Stuehuset bar årstallet 1765 på den venstre gavl. Det var oprindeligt bygget i bindingsværk, delvist dækket af gulliggrå sten. Mod gårdspladsen voksede grønne vindruer på et espalier, og mellem vinduerne stod stokroser, som var Birthes yndlingsblomster sammen med åkanderne i mosen.

Haven lå nord for huset med en stor græsplæne, blomsterbede, en lille høj med udsigt over markerne og en løvhule med et rundt stenbord, hvor børnene legede og lavede æggesnaps med friske bær.

Huset havde flere indgange. Fra bryggerset kom man til køkkenet og folkestuen, hvor karlene spiste. Børnene måtte egentlig ikke komme derind, men sneg sig nogle gange ind. Under en stor kiste i rummet var en lem ned til et kælderrum med brostensgulv, et stenkar til saltning og en åben ovn. I køkkenet stod et stort komfur, som blev brugt til al madlavning. Her blev også strygejern varmet op. Hver lørdag fyldte man en stor zinkbalje med varmt vand, så børnene kunne blive badet efter tur. I tilknytning til køkkenet lå blandt andet spisekammeret og et rum med Grethes rugemaskine, hvor hun udklækkede æg fra høns, ænder, kalkuner og perlehøns.

Huset rummede også veranda, stue, børneværelser, billardstue og en stor spisestue. Verandaen var et hyggeligt opholdsrum med Viggos skrivebord og Grethes grønne planter. I stuen stod sorte Chesterfield-lædermøbler og en kakkelovn. Børneværelserne havde blandt andet røde møbler og tapet med en dame på en hvid hest.

I billardstuen stod et billardbord med grønt klæde og elfenbenskugler. I spisestuen var møblerne af sortbejdset fyrretræ, og familiens måltider foregik med en vis højtidelighed. Når næste ret skulle serveres, ringede Grethe med en lille messingklokke, og stuepigen kom ind med maden.

Dyrene og de små glæder
Hønsegården havde et vandhul, hvor ænder, gæs, kalkuner, høns og perlehøns gik rundt. For børnene var det særligt dejligt at se de små, gule kyllinger og ællinger, når de kom ud af æggene og var blevet tørre.

Grethe havde stor glæde af sin rugemaskine og passede dyrene med omhu. De mange dyr, køkkenhaven og frugttræerne var en naturlig del af børnenes hverdag på gården.

Vinter og jul på Skalstrupgaard
December var en særlig tid. Når mørket faldt på, blev petroleumslamperne tændt, og Viggo klippede julepynt sammen med børnene. Han var dygtig til papirklip og lavede blandt andet figurer af frøer, edderfugle og fisk, mens han fortalte historier.

Grethe og pigerne havde travlt i køkkenet. Omkring den 1. december blev der slagtet en ko og en gris, og Grethe fremstillede blandt andet rullepølser, medister, finker og fedtegrever. En del af kødet blev saltet og røget.

Derefter begyndte julebagningen med store mængder småkager og skærekager. Børnene fik pebernødder og korendekager, mens de klippede julepynt sammen med deres far.

Lillejuleaften bankede børnene på køkkendøren og sang:

»Lillejuleaften vil vi banke på din dør

Lillejuleaften da er kagen aldrig tør«

Grethe kom derefter ud med et stort fad kager, og så begyndte julen for alvor.

Da tiden på gården sluttede
Familien måtte forlade Skalstrupgaard i 1935, da Viggo døde pludseligt af en sprængt blindtarm. På det tidspunkt fandtes penicillin endnu ikke. Gården havde også været økonomisk presset efter udbrud af svinepest og mund- og klovsyge i besætningen.

Grethes far, købmand Frederiksen, havde investeret penge i gården og forlangte af hensyn til sine øvrige børn, at ejendommen blev solgt efter Viggos død. Dermed sluttede den periode, som Birthe senere beskrev som sin første sorgløse barndom.

Otto Folker og familiens minder
I 1952 blev Otto Folker ramt af polio under den store polioepidemi. Han døde kun 27 år gammel.

Jeg har aldrig selv kendt min morfar Viggo eller min morbror Otto, men min mormor, min mor og min onkel Johannes fortalte mange dejlige historier om dem og livet på Skalstrupgaard.

Fotografier fra Skalstrupgaard

Fortalt af Hans-Peter Hansen

Baggrunden for at bevare gravstedet
Jeg har været ejer af familiegravstedet Poppelgården på Ny Vor Frue Kirkegård. Da gravstedet udløb ved udgangen af 2020, overvejede jeg, om det skulle nedlægges. Mine børn og jeg besøgte det sjældent, men jeg besluttede til sidst at søge om at bevare det, fordi mine forældre, især min far, havde været aktive og kendte personer, som havde præget udviklingen i sognet.

Mine forældre og deres liv
Mine forældre, Jens og Anna Hansen, mødte hinanden til fester i Venstre Ungdom. Begge havde gået syv år i skole og været ude at tjene, inden de blev gift og flyttede sammen.

Min mor var hjemmegående og tog sig af hjemmet, børnene og haven. Hun var dygtig til madlavning og sørgede for familiens husholdning.

Min far stod for gårdens drift og jorden, der hørte til nabogården Langkærgård. Ved siden af landbruget engagerede han sig i lokalsamfundet. Han sad 12 år i sognerådet for Venstre, havde flere udvalgsposter og var i en årrække formand for Roskilde Skyldråd. Han var desuden engageret i Roskilde Dyrskue og Roskilde Festival samt medlem af Hjemmeværnet, Garderforeningen, Landboforeningen og Fugleskydeforeningen. Han holdt også af at spille kort og var medlem af en lokal præmiewistforening.

Gravstedet og familiens navne
Gravstedets historie begyndte i 1955, da min morfar, Oskar Hansen, døde 57 år gammel. Min mormor, Helene Hansen, fik derefter etableret et større gravsted med plads til fire kister.

Midt på gravstedet står en stor sten med navnet Poppelgården, efterfulgt af mine morforældres navne. På højre side står mine forældres navne, Jens og Anna Hansen, mens mine to yngre brødre, Niels-Jørgen og Poul-Erik Hansen, ligger på venstre side.

Gravstedet samler flere generationer af familien og forbinder dem med gården, som dannede rammen om deres liv.

Poppelgården og gårdens bygninger
Mine bedsteforældre købte Poppelgården omkring 1932. Ældre luftfotos viser, hvordan de ændrede haven med fliser langs græskanterne, frugttræer i lige rækker og to hønsegårde. Mine forældre overtog gården i 1952. Fliserne blev senere fjernet, men frugttræerne gav frugt gennem min barndom, indtil de blev fældet i midten af 1970'erne. Derefter plantede min far juletræer til salg.

Gården var oprindeligt bygget i bindingsværk med stråtag. Efterhånden blev bygningerne moderniseret, blandt andet med badeværelse, toilet og nyt murværk. Min farbror, der var murermester, hjalp med arbejdet. Senere blev kostalden bygget om til svinehus, da min far ikke brød sig særligt om køer og malkning.

Marker, juleneg og selvforsyning
På markerne dyrkede familien især byg til dyrefoder samt roer til både foder og salg. En vognmand hentede roerne og kørte dem til Zoologisk Have i København, og som lille dreng kom jeg med på flere af turene.

En vigtig del af gårdens arbejde var også produktionen af juleneg. Havren blev høstet med selvbinder og tørret i hove, inden den blev kørt ind i laden. Om efteråret lavede familien de store neg om til ti mindre juleneg, som blev pakket i plastikposer med rødt tape. Min far annoncerede dem i aviserne, og salget gik godt. Hele familien deltog, og nogle af onklerne hjalp også til, mens min mormor og farmor sørgede for mad til alle.

Familien var i høj grad selvforsynende. Vi spiste meget svinekød og fremstillede blandt andet skinker, hamburgerryg, bacon og spegepølser. Der blev holdt høns, ænder og gæs, og næsten alle juleænder og -gæs blev solgt. Køkkenhaven leverede grøntsager og frugt til syltning, blandt andet rødbeder, asier, agurker, blommer og pærer. Min mor købte ofte sukker i sække på 50 kilo. I perioder havde familien også en jerseykø, så vi kunne få egen mælk og fremstille smør.

Poppelgården og Roskilde Dyrskue
Da Roskilde Dyrskue flyttede til Roskilde i 1969, indgik min far en aftale om at stå for mugning, altså fjernelse af dyrenes møg, under og efter dyrskuet.

Jeg var 16 år og deltog sammen med mine brødre og flere andre. Under dyrskuet begyndte arbejdsdagen klokken seks om morgenen, og vi skulle være færdige inden klokken elleve. Efter dyrskuet havde vi et par uger til at rydde området, inden Roskilde Festival overtog det. Min far afsluttede arbejdet ved at sætte ild til møgbunken, som kunne brænde i flere uger. Senere medførte klager over røgen og nye miljøregler, at møget i stedet blev fjernet helt.

Poppelgården og Roskilde Festival
Roskilde Festival begyndte i 1971, og min far indgik også aftaler med festivalarrangørerne. Allerede året efter var der pladsproblemer, og arrangørerne bad ham om at lægge fem tønder land bygmark ned, så området kunne bruges til camping. Året efter var der brug for ti tønder land, og senere blev alle hans 30 tønder land tilsået med græs til festivalgæsterne.

Poppelgården kom dermed til at ligge midt i campingområdet. Familien skulle gennem adgangskontroller for at komme til og fra gården, men fik til gengæld kørselsadgang og fribilletter. Vi havde mange gæster under festivalen.

Fra gård til grusgrav
I begyndelsen af 1990'erne blev Poppelgården solgt til et firma, der udvandt grus. Mine forældre blev boende, indtil udgravningerne kom tæt på gården, og flyttede i 2001. Min lillebror boede der i nogle år, inden gården blev revet ned i december 2005.

Grusgravningen efterlod til sidst en sø. Da jeg besøgte dyrskuet i 2017, var jeg glad for at se, at søen var blevet fyldt op, og at græsmarkerne var vendt tilbage. Senere kom blandt andet de store bogstaver ME WE, DREAM CITY og en stor kunstinstallation til at stå på det sted, hvor Poppelgården havde ligget. Det var godt at se, at området igen var blevet taget i brug på en ny måde.